|
|
|
Den klassiske reportageReportagen er en anden journalitisk nyhedsgenre, du kan finde i aviser og på netaviser. Genren skal give læseren en oplevelse af, hvordan det er at være i miljø, som den almindelige dansker ellers ikke færdes i; et bandemiljø, at stå midt i en naturkatastrofe eller hvordan det er at være flygtning og komme til Danmarks grænse. Journalisten er på besøg i et andet miljø, som man ikke normalt kommer i: et London efter et terrorangreb, et surfmiljø i Klitmøller. Gennem reportagen giver journalisten sin version af, hvordan det fremmede miljø ser ud for sin læser. Journalisten er læserens øjne, øre og næse i det fremmede miljø: Hvordan ser der ud, hvilke lyde er der, hvad sker der?
Interviewsene skal styrke læserens oplevelse af, at være til stede og forstå det fremmede miljø. Reportagens styrke er derfor, at den giver læseren et indblik i, hvordan det fremmede miljø opleves for dem, der er i det. Reportager kan derfor følge en ældre på et plejehjem, en politiker midt i en shitstorm eller en flygtning på vej til Danmark, og læseren får derfor en oplevelse af, hvordan det er at være lige præcis dér. Reportagen giver indlevelse og oplevelse. Det særligt karakteristiske ved reportagen er fremstillingsformen, der markant adskiller sig fra en nyhedsartikel. Ofte er journalisten eksplicit til stede i form af et ’jeg’ i teksten. Det betyder altså, at journalisten træder frem for læseren. Sansninger fra miljøet er med, så læseren får en forståelse af, hvordan der ser ud, og hvad der sker, mens det sker. Man kan sige, at reportagen danner en form for filmisk optagelse af, hvad der sker i det miljø, journalisten befinder sig i. Således anvender journalisten en scenisk fremstillingsform med fokus på at skildrer, hvordan miljøet ser ud. Derfor anvender journalisten et malerisk sprog, som indeholder en lang række ord med konnotationer, der skal gøre det muligt for læseren at leve sig ind i, hvordan det er at være i miljøet. Sproglige billeder og sproglige virkemidler er en helt central del af en analyse af en reportage. Ydermere er der interviews fra de, der er i miljøet. Det er vigtigt for reportagen, at journalisten er tekstens jegfortæller, og hun beretter kun om det, hun kan se og høre. For at beskrive det nærmere, kan man sige, at journalisten er kameraet, der optager det fremmede miljø og filmer interviews. Det er ikke folk i miljøet, der fører kameraet og giver os et indblik i miljøet ud fra deres perspektiv, men journlisten. Derfor anvender en klassisk reportagen ikke et indvendigt syn på folk i miljøet: Journalisten kryber ikke ind i hovedet på de, der er miljøet, og fortæller om miljøet der inde fra, men holder sig hele tiden som den udefrakommende, der er på besøg. At skrive en reportage betyder ikke, at nyhedskriterierne ikke er til stede, for det er de bestemt. I forsøget på at række ud, så læseren får et indblik i det fremmede miljø, kan journalisten forsøge at skabe identifikation, men journalisten kan med sin artikel også give et indblik i, hvordan London ser ud dagen efter en aktuel begivenhed som et terrorangreb (aktualitet), eller beskrive hvordan samfundsgrupper, der normalt ikke er en del af den offentlige debat, ser på verden (væsentlighed). Opdateret 28. oktober 2020 |