Litterær analyse og teori

 

​Peter Bürgers teori om den historiske avantgarde

​I sin bog "Theory of the avant-garde" (1974) forsøger Peter Bürger at bestemme den historiske avantgardes projekt, og med sin teori grundlægger han senere forskning i, hvad avantgarde er. Peter Bürger tager udgangspunkt i kunst i før- og mellemkrigstiden (1900-1940), når han skal udfolde sin teori. Han mener, at avantgardekunsten grundlæggende forsøger at ophæve skellet imellem den institutionelle kunst og livet for at kunsten igen kan have en effekt på livet og have indflydelse på vores måde at leve på; vores livspraksis.

Peter Bürger mener, at avantgarden er et opgør med den borgerlige kunstinstitution, hvilket vil sige et opgør med den måde, vi forstår og bruger kunst. En borgerlig institutionalisering af kunsten, hvor kunsten findes på museer, og hvor det ikke længere har indflydelse på samfundet og på vores liv. Her skal ’kunstinstitution’ forstås meget bredt som den måde, man udgiver og distribuerer kunst på, men også den måde man modtager, anmelder og læser kunsten på, og de forestillinger man har om, hvad kunst er. Denne institution forsøger avantgarden at gøre op. Kunsten skal ud af kunstinstitutionens jerngreb for i stedet at skabe direkte indflydelse på menneskets livspraksis.

Peter Bürger mener, at avantgardens protest har som mål at reintegrere kunst i livspraksisen. Avantgarden ønsker, på den måde, at kunsten skal have en funktion i menneskets måde at leve sit liv på. Men det skal ikke blot være en fortsættelse af den nuværende livspraksis: Avantgarden ønsker at re-definere livspraksisen, så livspraksisen er afgørende forskellig fra den normale og almindelige. Så avantgarden er ikke bare en kritik af den borgerlige kunstinstitution, men også en kritik af den borgerlige livspraksis. En borgerlig livspraksis, som er defineret ved, at der er nogle klare mål, vi styrer efter og måler succes i. Fx er uddannelse, job, familie, ejendom nogle klare mål, som vi indretter vores liv efter og måler vores succes i. Men avantgarden mener, at det kan være anderledes.
 
Opgør med kunst ved at være kunst?
Bürger mener, at avantgarden indeholder et klart paradoks i sig. Den vil på den ene side gøre op med kunst, men den er også selv kunst. Man kan sige, at den er anti-æstetisk på den måde, at den ikke har et ideal om at være skøn, men samtidig er avantgarde stadig kunst og derfor æstetisk i en eller anden form. Så avantgarden forsøger at gøre op med æsteticitet i kunsten, men samtidig kan de kun anvende æstetikken til at udøve sin kritik på. Når kunsten engang er fuld integreret i livspraksissen, som er avantgardens endelig mål, så ville æstetikken være bragt til ophør, men så længe den ikke er det, kan kunsten kun anvende de kategorier, som er tilgængelige i det borgerlige samfund, og her er kunstens æstetik den kategori, kunsten kan arbejde inden for. Avantgarden søger derfor at afvikle kunst inde fra, fra et kunstnerisk ståsted så at sige.

Dadaisme var en litterær og kunstnerisk bevægelse fra ca. 1915-1925. Den
dadaistiske digtning anvender nonsenssprog, som bliver sat op som digte og udgivet i digtsamlinger, men består i høj grad af nonsens. ’Ord’, som ingen betydning har knyttet til sig, og det udfordrer forestilling om lyrik og poesi som tilhørende en særlig kunstform, som har en særlig position. Digtene er ikke ’rigtige’ digte forstået ud fra en borgerlig institutionaliseret kunstforestilling, men hvad er de så? På den måde udfordrer dadaismen opfattelsen af, hvad digte er – og hvad deres opgave er. Kunst som kategorier udfordres indefra.

Dadaimsne inspirerede danske digtere, særligt Harald Momberg, til en vis grad Rudolf Broby-Johansen og i et meget begrænset omfang Tom Kristensen.

 

​Hvordan gør avantgarden? ​

Tilfældigheden er et karakteristikum for avantgarden. Tilfældigheden er netop et opgør med det borgerlige samfunds målstyring, hvor alt skal optimeres og passe ind i en større betydning og skal give mening. Tilfældigheden strider netop imod, at alt skal give mening. Tæt knyttet til tilfældgiheden er at lade et system overtage tekstproduktionen, så det skrivende subjekt lades ude af tekstproduktionen, og i stedet bliver teksten styret af et princip, et system. 

Derved bliver digterens skabelses- og skriveproces overflødiggjort, og digtet kommer ikke til verden på baggrund af en digters kreative, kunstneriske skabelsesproces. Den skabende forfatter aflives. Det er ikke hende, der vælger et ord frem for et andet. Det gør et system. Det betyder også, at man som læser får svært ved at afkode en særlig betydning, en mening ved digtene, for en forfatter har givetvis ikke lagt nogen betydning ind i digtet.

​
​

En måde at afvikle kunsten på er at tage elementer fra livet og sætte ind i kunstinstitutionen, sådan som det eksempelvis er tilfældet med Marcel Duchamps ”Fountain” (1917). Et pissoir vendt på hovedet og signeret (en underskrift). Her tager Duchamp et masseproduceret produkt, som kun er genstand for at tisse, og sætter det ind i en kunstinstitutionel kontekst for derved at forsøge at ophæve skellet imellem liv og kunst. Med signaturen peger han på, at det ofte er kunstneren, man køber, frem for kunstværket.

Ved at anvende et masseprodukt som et pissoir som værk udfordrer Duchamp også tanken om kunstneren som én særlig talentfuld, der skaber sit eget værk. Her aflives kunstneren og idéen om, at kunstnere besidder en særlig evne til at sætte ord på verden og deres indre følelsesliv.

I dag er Duchamps værk en del af kunstinstitutionen, så kunstinstitutionen har blot udvidet sin forståelse af, hvad kunst er, og Duchamps avantgardeideal viste sig nytteløst. Kunstinstitutionen, som avantgarden ellers søgte at bekæmpe, har optaget avantgarden i sig og har derved demonteret avantgarden sin kamp.

​Lykkedes avantgarden?
Avantgardens projekt om at ophæve kunsten som en institution afskåret fra livspraksisen mislykkedes, mener Peter Bürger. Avantgardekunsten bliver i den grad betragtet som kunst og udvidede blot kunstbegrebet i stedet for at gøre op med det. Avantgarden har derfor været effektfuld i en udvikling af kunstinstitutionen: Kunsten har rykket sine grænser for, hvad kunst er. 
 
Kritikken af Peter Bürgers teori
Problemet med Peter Bûrgers teori er, at den udelukkende bygger på dadaisme og surrealisme, og derved er det kun en snæver form for kunstneriske udtryk, der betragtes som  avantgarde.

Kilde: Peter Bürger: Theory of avant-garde. University of Minnesota Press, 1974

Redigeret 19. januar 2024
Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen
​