Peter Bürgers teori om den historiske avantgarde
|
|
I sin bog "Theory of the avant-garde" forsøger Peter Bürger at bestemme den historiske avantgardes projekt, og med sin teori grundlægger han senere forskning i, hvad avantgarde er. Peter Bürgers teori baseres på avantgarden som den historiske avantgarde i før- og mellemkrigstiden, og han mener grundlæggende, at avantgardekunsten forsøger at ophæve skellet imellem den institutionelle kunst og livet for at kunsten igen kan have en effekt på livet og have indflydelse på vores måde at leve på, menneskets livspraksis.
Avantgarden er et opgør med den borgerlige kunstinstitution. En borgerlig institutionalisering af kunsten, hvor kunsten eksisterer i en mere eller mindre hengemt position og sfære, hvor det ikke længere har indflydelse på samfundet og på vores liv. Her skal ’institution’ forstås som den måde, man udgiver og distribuerer kunst på, men også den måde man modtager, anmelder og læser kunsten på, og de forestillinger man har om, hvad kunst er. Denne institution forsøger avantgarden at gøre op, for derved at skabe direkte indflydelse på menneskets livspraksis. Bürger mener, at avantgardens protest har som mål at reintegrere kunst i livspraksisen, i den måde, vi lever livet på. Avantgarden ønsker, at kunsten skal have en funktion i menneskets livspraksis. Men det skal ikke blot være en fortsættelse af den nuværende livspraksis, hvori kunsten så har en funktion. Avantgarden ønsker at re-definere livspraksisen, så livspraksisen er afgørende forskellig, og en del af den forskellighed omfatter, at kunsten er en integreret del af livspraksissen. Samtidig er kritikken af den borgerlige kunstinstitution også en kritik af den borgerlige livspraksis med dets klare målstyring. Bürger mener, at avantgarden indeholder et klart paradoks i sig, idet den både er anti-æstetisk, samtidig med at den opretholder og fastholder en æstetik i sig og netop er æstetisk. Han opfatter kunsten i det borgerlige samfund som æstetisk. Denne æsteticitet skal avantgarden gøre op med og afvikle, men de kan kun anvende æstetikken til at udøve sin kritik på. Hvis kunsten er fuld integreret i livspraksissen, som er avantgardens endelig mål, så ville æstetikken være bragt til ophør, men så længe den ikke er det, kan kunsten kun anvende de kategorier, som er tilgængelige i det borgerlige samfund, og her er kunstens æstetik nemlig den kategori, kunsten kan arbejde inden for. Avantgarden søger derfor at afvikle kunst inde fra, fra et kunstnerisk ståsted så at sige. En måde at afvikle kunsten på er at tage elementer fra livet og sætte ind i kunstinstitutionen, sådan som det eksempelvis er tilfældet med Marcel Duchamps ”Fountain”. Et pissoir vendt på hovedet og signeret. Her tager Duchamp et masseproduceret produkt, som kun er genstand for at lade vandet, og sætter det ind i en kunstinstitutionel kontekst for derved at forsøge at ophæve skellet imellem liv og kunst. Med hans underskrift peger han på, at det ofte er kunstneren, man køber, frem for kunstværket. En sammenligning kunne være, at man har en Luis Vuitton-taske alene på grund af navnet uden at forholde sig til tasken som æstetisk produkt. Ved at anvende et masseprodukt som et pissoir som værk udfordrer Duchamp også tanken om kunstneren som én særlig talentfuld, der skaber sit eget værk. Kritikken af kunstinstitutionen er markant. I dag er Duchamps værk en del af kunstinstitutionen, så kunstinstitutionen har blot udvidet sin forståelse af, hvad kunst er, og Duchamps avantgardeideal viste sig nytteløst. Kunstinstitutionen, som avantgarden ellers søgte at bekæmpe, har optaget avantgarden i sig og har derved demonteret avantgarden sin kamp. Det samme kan siges om dadaismen. Det var blandt andet et litterært fænomen, som også havde en vis påvirkning af enkelte digte hos de danske forfattere Tom Kristensen, Rudolf Broby-Johansen og Harald Momberg. Dadaismens nonsenssprog udgivet og opsat som digte, men kun netop nonsens og bestående af ’ord’, som ingen betydning har knyttet til sig, udfordres forestilling om lyrik og poesi som tilhørende en særlig sfære, en særlig position. Digtene er ikke ’rigtige’ digte forstået ud fra en borgerlig institutionaliseret kunstforestilling, men hvad er de så? På den måde udfordres opfattelsen af, hvad digte er – og hvad deres opgave er. Kunst som kategorier udfordres indefra. Avantgardens projekt om at ophæve kunsten som en institution afskåret fra livspraksisen mislykkedes. Men avantgarden som kunstnerisk projekt må siges at have været effektfuld i en udvikling af kunstinstitutionen: kunsten har rykket sine grænser for, hvad kunst er. Og siden førkrigs- og mellemkrigstidens historiske avantgarde mislykkedes, mener Peter Bürger, at den senere neo-avantgarde i 1960’erne også er dømt til at mislykkes i dens forsøg på at genoptage den historiske avantgardes projekt. Peter Bürger mener ligefrem, at neoavantgarden faktisk institutionaliserer den historiske avantgarde fra før- og mellemkrigstiden som en del af kunstinstitutionen ved netop at påkalde sig avantgarden som et kunstnerisk projekt. Neo-avantgarde vil blot understrege avantgarden kanoniserede status i kunstinstitutionen og kunstindustrien. Avantgardens karakteristika Tilfældigheden er et karakteristikum for avantgarden. Tilfældigheden er netop et opgør med det borgerlige samfunds målstyring, hvor alt skal optimeres og passe ind i en større betydning og skal give mening. Tilfældigheden strider imod, at alt skal give mening. Tæt knyttet til dette er at lade et system overtage tekstproduktionen, så det skrivende subjekt lades ude af teksten, og i stedet overlades teksten til at være styret af et princip, et system, hvor elementer i en tekst alene er afledt af systemet og ikke af en digters kreative, kunstneriske skabelsesproces. Ved at overlade en tekst, et digt til et system, så træder digteren tilbage fra skabelsesprocessen og lader systemet overtage. En sådan type digtning står klart i modsætning til tekster og digte, hvor en forfatter klart vælger et ord frem for et andet, for at det netop skal indeholde en særlig betydning, en mening. Avantgardens værk karakteriserer Peter Bürger som non-organisk. I et organisk værk henter kunstneren betydning ind i sit materiale. I den organiske tekst bruges ord, der refererer til noget uden for teksten, så læseren kan genkende og forstå teksten - og sågar relatere den. Det kan læseren kun, fordi ordet 'tog' i et digt refererer til et tog i virkeligheden. Betydningen af ordene hentes ind i digtet. I det non-organiske værk bliver sproget brugt som materiale. Sproget refererer ikke til noget uden for værket. Ord er blot materiale på samme måde som maling er materiale. I det organiske værk vil maling blive brugt til at male noget ude i virkeligheden, noget der ligner virkeligheden i en eller anden grad, ydre som indre, men i det non-organiske værk ligner kunstværket ikke noget i verden, ydre som indre. Malingen som materiale er i fokus. På samme måde bliver ordene i en tekst blot materiale. Her står digtningen i en lidt anden position end maleriet. Malingens farver refererer ikke til virkeligheden i sig selv. Det er først, når de bruges til at male noget med, at de får en referentiel værdi. Når farven sort anvendes til at male et tog, så genkender vi referencen, toget. Men hvad med ord? Når ordet ’hest’ bruges, så vil læseren straks tænke på en hest. Det er således svære for digtningen at anvende sprog uden reference til virkeligheden - med mindre man laver ren nonsensdigtning, som det kendes fra dadaismen. Så derfor skal digtning, hvor ord anvendes på en anden måde end ved deres virkelighedsreference, også forstås som non-organiske tekster. Endvidere peger den non-organiske tekst på sig selv som konstruktion, som kunstig. Montagen med anvendelse af readymades fra virkeligheden er en anden af avantgardens stiltræk. Readymades er i litteratur tekster, som er produceret uden for teksten, ude i virkeligheden og bringes ind i en litterær tekst u-redigeret af forfatteren. Montagen står endvidere i modsætning til det organiske værk. Det organiske værk analyseres ud fra en klassisk hermeneutisk analysestrategi, hvor hver del peger frem imod en helhed, og enhver helhed er konstitueret af mange små dele. Tekstanalysen peger på, hvordan delen peger frem imod helheden, og hvordan delen får betydning af helheden. Delen og helheden står i derved i et dialektisk forhold til hinanden og peger gensidigt på hinanden og får betydning af hinanden. I det non-organiske værk modsætter montagen sig en sådan hermeneutisk læsning. Dele peger ikke på en samlet helhed, og en samlet helhed etableres ikke (her er der klare paralleller til interaktionslyrikken, som på den måde i en forstand kan siges at have avantgardistiske træk). De enkelte dele er derfor streng taget ikke nødvendige. Det vil ændre analysen fra at søge efter en mening/betydning til i stedet at have fokus på, hvordan teksten konstitueres, hvordan teksten er konstrueret. Peter Bürger mener, at denne form for montage skal ses som et udtryk for, at man også bør stille spørgsmålstegn ved menneskets livsførelse - trangen til, at alt skal give mening. Bürger læser således montagen som noget eksistentielt, og man kan derfor sige, at han klart læser formen som et udtryk for et indhold i bedste nykritiske stil – og dette kan med rette udfordres og stille spørgsmålstegn ved. Kritikken af Peter Bürgers teori Problemet med Peter Bûrgers teori er, at den udelukkende bygger på dadaisme og surrealisme, og derved er det kun en snæver form for kunstneriske udtryk, der betragtes som avantgarde. Kilde: Peter Bürger: Theory of avant-garde. University of Minnesota Press, 1984 Redigeret 27. januar 2016 Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen |
|