Køn er performativt og er ikke noget, man er født som. Forskel på, om køn er performativt eller om det er en performance TV-reklamer bygger på og understøtter stereotypiske kønsdiskurser |
Postfeministisk litteraturanalyse
Judith Butler er en af de største nutidige litteraturforskere, der har taget køn som et socialkonstruktivistisk fænomen op til debat. Er ens måde at være et køn på medfødt eller performativt?
Essensen af Judith Butlers filosofi er, at køn er noget man gør og er ikke noget, man har. Det skal forstås sådan, at man ikke i sin essens er kvinde eller mand, men at man handler som en kvinde eller en mand. På den måde bygger Judith Butlers teori videre på Sartres tanke om eksistens før essens. Hun peger på, at man som menneske er underlagt nogle magtstrukturer og diskurser i samfundet, som styrer, hvordan man skal handle og agere som kvinde og mand, og at disse handlemønstre, som det enkelte individ er underlagt, er konstrueret og ikke naturligt medfødte. Køn er på den måde performativt. Man kan bruge Gustav fra reality-tv som eksempel. Han vedkender sig sin homoseksualitet i diverse programmer, og man kan ikke sige, at han er voldsom maskulin. Til trods for, at han ikke kan undslippe sit mandlige køn, agerer han på nogle områder feminint, som en kvinde, og på den måde peger han på, at køn ikke er medfødt, men er performativt. Samtidig peger Gustavs kønsperformance på, at køn netop er performativt. Der er givet nogle særlige stereotypiske koder for, hvordan man opfører sig feminint (og maskulint). Der er forskel på, om man betragter køn som performativt frem for at være en performance. En performance er noget man spiller. En rolle. Man kan således lave en performance, hvor man bevidst spiller det andet køn. At køn er performativt betyder, at man overtager en forestilling om, hvordan man skal agere sit køn. Butlers pointe er netop, at man ikke selv opfinder, hvad det vil sige at opfører sig maskulint eller feminint, men at det er kulturelt bestemt, hvordan man agerer et køn. Dette skyldes blandt andet nogle magtstrukturer, som styrer, hvordan køn tager sig ud. Vi gør køn på baggrund af samfundets strukturer og socialisering. Derfor er køn performativt og ikke en performance. Særligt tv-reklamer bygger på og er med til diskursivt at vedligeholde traditionel kønperformativitet: Kvinden går hjemme, og det er typisk hende, vi ser lave mad og gøre rent – og hun forstår sig ikke på fodbold eller anden sport, som vi ser det i oddsetreklamer. Manden derimod vil lave alting selv uden at bede om hjælp, selvom han ikke er så god til det. Han kan være lidt smådum, alt for fokuseret på sex, og vil ikke tale om sine følelser. Værd at bemærke er det, at kvinders kønsperformance i højere grad anvendes og udstilles i reklamer end mænds. Judith Butlers pointer er, at disse karaktertræk netop ikke er naturgivne, men netop gives til os gennem socialisering, diskurser i samfundet og magtstrukturer. Der er således ikke en naturlig sammenhæng imellem det køn, man besidder, og performativiteten af køn. Normalitetsbegrebet og ’det naturlige’ er stærk knyttet til performativitet. Kønsperformativtet knyttet til det maskuline og det feminine opfattes som normaliteten. Der hersker derfor en heterocentrisk kønsperformativitet og heterocentrisk diskurs. Denne heterocentriske kønsperformativitet er netop ikke naturgivet – den er noget, vi underlægger os selv og underlægger hinanden som et normalitetsbegreb. Men selvom vi er underlagt disse heterocentriske diskurser, så underlægger vi os dem ikke 100%, og der er heller ikke 100% enighed om, hvad indholdet af en kønsperformativitet er. Der er således små sprækker i forestillingerne, som gør det muligt at kæmpe sig fri af performativiteten og opføre sig anderledes end andre og derved ændre på den traditionelle opfattelse af køn. På samme måde er det også muligt at afvige så meget fra de heterocentriske diskurser, at man mærkeliggør dem og ser dem i et nyt lys. Ved en parodiering af en kønsperformance kan man eksempelvis pege på diskurserne som netop konstruktioner. Judith Butler søger netop en åbenhed over for forskellige måder at udfordrer performativiteten på. Til at udfordre de heterocentriske kønsperformativitet anvender Judith Bulter kategorien ’queer’, som gør op med den binære modsætning mellem mand og kvinde. Queer bliver en anden kategori. ’Queer’ betyder egentligt ’underlig’, og I 90’erne anvendte homoseksuelle grupperinger i det amerikanske samfund begrebet som en betegnelse for dem selv. Hvordan analyserer man tekster ud fra Queer-teorien? Queer-teorien og Judith Butlers postfeministiske teori er netop teori og ikke en metode. Det betyder, at der ikke er en særlig metode tilknyttet teorien, men der er derimod en særlig måde at arbejde med en teksts udsagn på. Tekster, der udforsker kønsidentitet og seksualitet, kan med fordel betragtes ud fra queer-teorien, så queerteorien bruges til at undersøge, hvordan kønsidentitet og seksualitet behandles i en tekst. Queer-teorien lægger sig derfor ovenpå en tekstnær (og ofte nykritisk) analyse af en tekst. Når teksten omhandler kønsidentitet, kønsperformativitet og seksualitet og udfordring af denne, så kan queer-teorien anvendes på teksten til at arbejde med, hvordan køn og seksualitet performes – og eventuelt udfordres. Det er vigtigt, at teksten i sig selv påkalder sig denne teoretiske vinkel. Som med meget anden teori, eksempelvis den marxistiske ideologikritik, kan man sagtens anvende teorien på alle tekster og pege på, hvordan en tekst netop manifesterer en heterocentrisk kønsperformativitet, men ved en sådan behandling bliver det typisk en kønskritik: Se bare, hvor gennemsyrende performativiteten af et køn er hos denne person, som bliver et metonymisk billede på den moderne kvinde eller mand. Andre tekster påkalder af sig selv at blive behandlet ud fra queerteorien ved at have performativiteten af køn som sin tematik og udsagn. Her kan queer-teorien bruges til at behandle teksten, og det kan i den henseende være interessant at besvare: Hvordan bliver køn performet? Hvordan bliver queer performet? Kilder: - Anne Scott Sørensen: Feministisk litteraturkritik og litterær kønskritik. Fra Johannes Fibiger og Niels Mølgaard: Litteraturens tilgange, Academia 2008 - Christian Aaby Mikkelsen: Det performative køn. Udgivet 26. Maj 2011. www.kulturkapellet.dk (http://www.kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=321) - Anders Grove: Kort introduktion til Queerteori. På www.teorier.dk Opdateret 11. august 2021 Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen |
Hør Judith Butler præsentere sin queer-teori I WV ses et klassisk kønsrolle mønster: Kvinden laver mad og forstår ikke sønnens behov, men da den arbejdende, bilkørende far kommer hjem, er han straks med på sønnens leg.
|