Den klassiske kommunikationsmodel

Amerikaneren Harold D. Laswell gav i 1948 og i årene frem sit bud på en kommunikationsmodel. Grundlæggende var han interesseret i at få fastlagt, hvem der siger hvad gennem hvilket medium til hvem og med hvilken effekt. Disse elementer sat sammen giver en model, der ser således ud:

’Hvem’ er afsenderen i kommunikationen
’Hvad’ er det, afsenderen ønsker at kommunikere ud. Det kunne også kaldes ’teksten’ og skal forstås i meget bred forstand som indholdet i en reklamefilm, sms-besked, politiske taler. I denne del af modellen afsøger man tekstens udsagn eller pointe. Fordi teksten skal forstås meget bredt, kan man her anvende mange forskellige metodiske vinkler til at analysere teksten. Man skal  vælge de metodiske greb, som teksten selv lægger op til: Er det en reklamefilm, er det oplagt at se på anvendelsen af filmiske virkemidler eksempelvis.
’’Gennnem hvilken kanal’ er det medie, som teksten kommunikeres ud i (sms, tv-interview, YouTube, politisk tale).
 ’Til hvem’ er modtageren af kommunikationen.
’Med hvilken effekt’ er den intenderede effekt fra afsenderens side.

Når en kommunikation er vellykket, handler modtageren på den måde, som afsenderen havde ønsket: Kommunikationen havde den intenderede effekt, og derfor må valget af tekst og kanal have været velvalgt.

Laswells model kaldes også for 'kanylemodellen' med reference til en medicinsk kanaly. Når en læge (afsenderen) sprøjter sin medicin (tekst) igennem kanylen (kanal) ind i patienten (modtageren), så bliver patienten rask.

Kritik af Laswells kommunkationsmodel

'Sammenlignet med Ciceros pentagram kan pentagrammets element 'sprog' lægges ind i Laswells 'medie'. Det er klart, at Cicero ikke havde fantasi til at forestille sig de mange kanaler, som kommunikation kan foregå igennem i dag. Tilgengæld har Laswells model ikke blik for omstændigheder som et element i kommunikationsmodellen. Dette pegede teoretikeren Richard Braddock på, og han mener, at modellen yderligere mangler at tage afsenderens formål i betragtning; et er, hvad afsenderens tekst siger, noget andet er afsenderens formål med teksten – og med kommunikationen. Og de størrelser er ikke nødvendigvis det samme.
     Laswells model er derfor god til at beskrive en-vejskommunikation, såsom politiske taler, kronikker, reklamer og andet, hvor der ikke foregår en dialog, en interaktion.

At modtageren skulle reagere på afsenderens tekst, sådan som en patient reagerer på en læges medicinering, synes ikke altid at være tilfældet: Megen kommunikation viser, at modtagere ikke handler på baggrund af teksten, sådan som afsenderen ellers havde ønsket. Modtagere reagerer også forskelligt på den samme tekst. Nogle tekster kan man reagere positivt på, andre negativt på, og atter andre er man helt immune over for. Det er eksempelvis sjældent, at en teenager vil reagere på en reklame for høreapparater. Desuden er vi i dag så forholdsvis reflekteret og bevidste om reklamer og lignende, at man taler om, at vi har en ´fire-wall´, som gør det svært at trænge igennem til modtagere. Vi er blevet immune over for en lang række reklamer, som ikke påvirker. Derfor har Laswells model sine begrænsninger.

Opdateret 19. august 2018
Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen