Litterær analyse > Nykritikken

Nykritikken passer godt til læsning af modernistiske digte.



​


Teksten er autonom - uafhængig af forfatter og samtid.









Nærlæsningen er nykritikkens metode


Tekstens enkelte dele og lag analyseres sammens til en helhed.































​

Form bliver læst som indhold



Danske litteraturforskere i modernismen tager nykritikken til sig.

Modernismens digte handler om eksistentielle grundvilkår.



Også digtenes formmæssige træk blev læst som et 
udtryk for 
eksistentielle grundvilkår





Problematisering af nykritikkens sammenkobling med modernismen.





Findes der modernistiske digte eller kun modernistiske læsninger af digte?

Nykritikken

Nykritikken er en tilgang og forståelse af litteratur, som udvikledes i USA i 1920’erne og havde dér sin storhedstid frem til 1950’erne. Nykritikken gør op med den biografisme, der herskede i litteraturforskningen på daværende tidspunkt. Biografismen sætter tekster i forbindelse med forfatterens liv, og her mente nykritikkerne, at litteraterne overså værket i sig selv. Nykritikken som teori og metode blev formidlet under den litterære tidsperiode, man kalder modernismen, og nykritikkens særlige nærlæsningsmetode viste sig at være højst anvendelig på disse modernistiske digte, som ellers var svært tilgængelige.
      Først i 1960'erne kommer nykritikken til Danmark, og også herhjemme knyttes den tæt sammen med modernismen.

Nykritikken har et teoretisk grundlag og en metodisk tilgang til litteraturanalyse. Som teoretisk fundament opfatter nykritikken litterære tekster som autonome: Tekster er selvstændige eller uafhængige enheder. Det betyder, at man i den metodiske tilgang til en tekst ikke skeler til, hvem forfatteren af teksten er, eller hvornår den er skrevet. Man spørger derfor ikke, hvilken hensigt forfatteren mon har haft med en tekst, eller hvad forfatterens budskab er. Man tager heller ikke i betragtning, hvad der er sket i forfatterens liv på det tidspunkt, da forfatteren skrev teksten, og man inddrager heller ikke sin viden om det tidspunkt eller den periode, som teksten er skrevet i. Teksten alene er i fokus – alt andet end teksten lader man ude af sin analyse.

Nykritikkens metodiske tilgang er nærlæsningen og lagmodellen, og disse to er tæt knyttede til hinanden. Når nu teksten alene er i centrum, så skal teksten analyseres til bunds, og derfor bliver den tekstnære analyse det centrale for nykritikken. Alle elementer i en tekst skal inddrages og analyseres, og hvert enkelt delelement skal analyseres sammen med andre delelementer, så de sammen danner en helhed af betydning. Derfor opererer man med en lagmodel, hvor alle lagene i modellen skal analyseres og tænkes sammen til sammenhænge.

1.     Lydlige og grafiske lag: Hvordan teksten lyder. Brugen af vokaler og 
        konsonanter får her en betydning. Er der mange k-lyde og dybe
        vokaler (o,u,å,ø), eller er der mange lyse vokaler (a,e,i,y,æ). Dette
        siger noget om stemningen i digtet. Desuden analyseres den måde,
        teksten fremstår rent grafisk.

2.     Sproglige lag: Sætningsbygning, ordklasser. Her kigger man på,
        hvordan sætningerne er bygget op syntaktisk og ordklasserne i digtet;
        er der mange verber, så beskriver digtet handlinger typisk, men er der
        mange substantiver kunne digte udtrykke sig om tingsliggørelse af
        verden.

3.     Fortællerlaget: Afdækning af fortællertypen

4.     Planstrukturer: Analyse af billedsprog og derved analyse af real- og
        billedplan

5.     Storelementernes lag: Personkarakteristik, miljøkarakteristik

6.     Fortællerholdningen: Hvordan forholder tekstens implicitte fortæller
         sig til det skildrede?

7.     Livsholdningen: Afdækning af, hvilket udsagn eller perspektiv på livet,
​        som viser sig i teksten?

Det væsentlige ved en nykritisk analyse er at få iagttagelser og pointer i det enkelte lag til at hænge sammen med andre pointer på de andre lag, så de enkelte dele indgår i større, sammenhængende helheder. Det skal forstås sådan, at observerer man, at digtet anvender mange substantiver (2. lag), så skal det tænkes sammen med andre pointer, såsom at digterjeget skildrer en verden, der er fuld at ting (materialisme). På den måde indgår en iagttagelse i det ene lag i en større helhed, idet iagttagelsen knyttes sammen med en iagttagelse i et andet af analysens lag. Således får nogle formmæssige dele (grafiske udseende og lydlige lag) også en indholdsmæssig betydning.

Nykritikken – udvidet forståelse for 3.g'ere...
Da nykritikken kommer til Danmark i 1960'erne tager en række toneangivende litteraturforskere metoden og teorien til sig og anvender nykritikken i deres forskning i modernismen. De ændrer en smule på den nykritiske analyses livsbillede (7. lag), idet digtene bliver læst som et udtryk for eksistentielle grundvilkår. Det betyder, at hvor nykritikken i den amerikanske, oprindelige udgave alene arbejdede med teksten isoleret fra virkeligheden, så kobler en række danske modernismeforskere teksterne til virkeligheden: Digte er udtryk for tomhed, splittelse, fremmedgørelse - eksistentielle grundvilkår.

Modernistiske tekster blev derfor i høj grad læst nykritisk, og nykritikken dannede i mange år skole for, hvordan man skulle analysere tekster. Fordi målet med den nykritiske analyse er at nå frem til et livsbillede, som også underbygges af de lydlige og sproglige lag, blev mange modernistiske digtes udseende og sammensatte metaforer, abrupte og meningsforstyrrende sprog analyseret som et udtryk for indholdsmæssige pointer: De formmæssige træk blev læst som et udtryk for den splittelse og tomhed, som også indholdet i teksten pegede på. Formen på digtet blev analyseret, så det fik en betydning, der svarede til pointerne i analysen af indholdet i digtet – netop som nykritikken foreskriver. 

Det rejser en væsentlig problematik ved nykritikken. Nykritikken kom som sagt til Danmark i starten af 1960’erne, og en række forskere var ikke sene til at anvende nykritikkens teori og metode på de digte, der blev skrevet i samtiden. Nykritikken blev tæt knyttet til den type digte, som de kaldte modernistisk, og derved definerede de forskere, hvad der var modernistisk: splittelse, tomhed og fremmedgørelse. Og på den måde blev de af samtidens digte, som var uden rim, ulige højre margen og usammenhængende sprog og metaforer, læst som et udtryk for splittelse og manglende sammenhæng i eksistensen. De var modernistiske. Men mange af teksterne kunne også læses på en anden måde – en ikke-modernistisk måde, hvor formen ikke blev tillagt en indholdsmæssig betydning. Det har sat spørgsmålstegn ved, om modernismen alene er en nykritisk, analytisk tilgang til tekster. Kan man derfor overhovedet tale om modernistiske digte, eller burde man i stedet tale om en nykritisk modernistisk læsning af digte?

Seneste opdatering 3. oktober 2016
Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen

En analysemodel baseret på nykritikken