Postkolonial læsning

Postkolonialismen har et kritisk blik på kolonitiden. Den forholder sig kritisk til kolonitiden og peger på de underliggende magtstrukturer, som kolonialismen er udtryk for, og identificerer kolonialistisk tænkning også i nutiden. 

Den postkoloniale læsning udfordrer et eurocentrisk perspektiv på verden. Det betyder, at den postkoloniale læsning anlægger en kritisk vinkel på europæisk litteratur, der skildrer verden ud fra sit eget, europæiske perspektiv – altså et perspektiv, der har udgangspunkt i den hvide mands Europa. Men den behandler også litteratur, der i sig selv udgør en modstemme til et eurocentrisk verdensbillede, som man eksempelvis kan finde i en migrationslitteratur. Den postkoloniale læsning identificerer således spor af den europæiske dominans.
 
Den historiske baggrund for postkolonialismen er imperialismen, hvor europæiske stater tog kontrol over lande rundt om i verden; i Mellemøsten, Asien, Afrika og Sydamerika. Det fik et meget konkret udtryk i eksempelvis slavehandel, særligt i afrikanske lande. Mange europæiske lande var kolonimagter, herunder England og Frankrig, men også Danmark havde koloniseret Vestindien, Guldkysten i Afrika og Grønland. Postkolonial læsning arbejder med tekster, der er skrevet i de lande, der har været koloniseret – hvad enten de er skrevet af kolonimagter eller af de koloniserede, altså enten af undertrykkerne (den hvide mand) eller af den undertrykte. Men som sagt kan også migrationslitteratur læses postkolonialt, da også migrationslitteratur behandler dominansforhold.
 
Med en postkolonial læsning lægger man en særlig kritisk vinkel ned over sin analyse af en tekst og identificerer spor fra kolonialismens tankesæt – og udfordrer det. Kolonialismens tankesæt har udgangspunktet i den hvide mand, der skriver om andre ’fremmede’ kulturer, andre lande eller andre befolkningsgrupper, og som beskriver koloniseringen ud fra et forståelse af, at europæerne sikrede økonomisk fremgang og udvikling i de lande, de koloniserede. På den måde er kolonialismen et udtryk for en eurocentrisme, der har sin rod i en europæisk verdensforståelse. Det postkoloniale udfordrer europæernes forståelse af koloniseringen og peger på eksempelvis slavehandel, misbrug af magt og ødelæggelse af kulturer. Den postkoloniale læsning udfordrer på den måde eurocentrismen.
 

 

Lyt til en podcast om postkolonialismen på spotify

Postkolonialismen som begreb
Man kan få den fejlagtige opfattelse, at post betyder, at kolonialismen er overstået, og at vi er på den anden side, efter-kolonialismen. Dette er misvisende. Post betyder rigtig nok ’efter’, og det skal forstås som efter koloniseringen satte ind – og det postkoloniale er her stadig: Trods imperalismen er væk, og trods kolonitiden er overstået, så spøger kolonitiden stadig og sætter spor i menneskers opfattelse af hinanden og af sig selv. De væsentligste teoretikere bag postkolonialismen oplever kolonialismen på egen krop, men også de spor, den sætter i den oprindelige folks selvforståelse.

  
Den postkoloniale læsning afdækker forskellige typer af dominansforhold mellem undertrykkeren og den undertrykte

• Kolonialismen har sit sig spor i vores sprog og forestillinger og derved til stadighed undertrykker. I 2020 foregik en debat om brugen af ordet ’eskimo’, som blev anvendt af danske magthavere i deres beskrivelse af grønlændere. En grønlænder vil selv kalde sig en ’inuit’, ikke eskimo. Også ordet ’perker’ er nedsættende.

 

• Postkolonial kritik i læsningen: den vesteuropæiske tekster (her forstået ud fra et udvidet tekstbegreb) skildrer ’den anden kultur’ nedsættende på baggrund af en eurocentrisme. Denne ’anden kultur’ kan skildres som primitiv, eksotisk eller naiv i modsætning til en civiliseret europæisk kultur. Befolkningen i ’den anden kultur’ kan skildres som ædle vilde eller barbariske vilde. Et sådan analytisk perspektiv forholder sig kritisk til den måde, en tekst skildrer en kultur på, idet teksten undersøges for en kolonialistisk tankegang.

 

• Postkolonial kritik i teksten: Nogle tekster er i sig selv kritiske over for det dominansforhold, der har hersket under kolonialismen, og som kan have sat sig spor i befolkninger og deres selvforståelse. Her vil teksten i sig selv kalde på en postkolonial læsning.

 

• Postkolonialistisk skildringen af dominansforholdet oplevet indefra. Dominansforholdet giver sig også udtryk i enkelte personers splittelse mellem kulturer: At personer er splittet mellem to kulturer og slås med at fralægge sig ’den anden’ kultur for at passe ind og leve op til en eurocentrisk kultur (mimicry; udtales mimic-ry). Splittelsen mellem de to kulturer bliver helt central. Den postkoloniale læsning afdækker, hvordan kolonialismen påvirker ’den anden’ ved, at ’den hvide mand’ bliver et ideal, ’den anden’ skal leve op til og ligne for at opnå accept. Også her vil teksten i sig selv kalde på at blive læst postkolonialt.

​

​Opdateret 18. december 2020
Copyright Jan Aasbjerg Petersen