Postkolonial læsningPostkolonialismen har et kritisk blik på kolonitiden. Den forholder sig kritisk til kolonitiden og peger på de underliggende magtstrukturer, som kolonialismen er udtryk for, og identificerer kolonialistisk tænkning også i nutiden.
Den postkoloniale læsning udfordrer et eurocentrisk perspektiv på verden. Det betyder, at den postkoloniale læsning anlægger en kritisk vinkel på europæisk litteratur, der skildrer verden ud fra sit eget, europæiske perspektiv – altså et perspektiv, der har udgangspunkt i den hvide mands Europa. Men den behandler også litteratur, der i sig selv udgør en modstemme til et eurocentrisk verdensbillede, som man eksempelvis kan finde i en migrationslitteratur. Den postkoloniale læsning identificerer således spor af den europæiske dominans. Den historiske baggrund for postkolonialismen er imperialismen, hvor europæiske stater tog kontrol over lande rundt om i verden; i Mellemøsten, Asien, Afrika og Sydamerika. Det fik et meget konkret udtryk i eksempelvis slavehandel, særligt i afrikanske lande. Mange europæiske lande var kolonimagter, herunder England og Frankrig, men også Danmark havde koloniseret Vestindien, Guldkysten i Afrika og Grønland. Postkolonial læsning arbejder med tekster, der er skrevet i de lande, der har været koloniseret – hvad enten de er skrevet af kolonimagter eller af de koloniserede, altså enten af undertrykkerne (den hvide mand) eller af den undertrykte. Men som sagt kan også migrationslitteratur læses postkolonialt, da også migrationslitteratur behandler dominansforhold. Med en postkolonial læsning lægger man en særlig kritisk vinkel ned over sin analyse af en tekst og identificerer spor fra kolonialismens tankesæt – og udfordrer det. Kolonialismens tankesæt har udgangspunktet i den hvide mand, der skriver om andre ’fremmede’ kulturer, andre lande eller andre befolkningsgrupper, og som beskriver koloniseringen ud fra et forståelse af, at europæerne sikrede økonomisk fremgang og udvikling i de lande, de koloniserede. På den måde er kolonialismen et udtryk for en eurocentrisme, der har sin rod i en europæisk verdensforståelse. Det postkoloniale udfordrer europæernes forståelse af koloniseringen og peger på eksempelvis slavehandel, misbrug af magt og ødelæggelse af kulturer. Den postkoloniale læsning udfordrer på den måde eurocentrismen. |
Lyt til en podcast om postkolonialismen på spotify
|
Klik her for at redigere.
|
Postkolonialismen som begreb Man kan få den fejlagtige opfattelse, at post betyder, at kolonialismen er overstået, og at vi er på den anden side, efter-kolonialismen. Dette er misvisende. Post betyder rigtig nok ’efter’, og det skal forstås som efter koloniseringen satte ind – og det postkoloniale er her stadig: Trods imperalismen er væk, og trods kolonitiden er overstået, så spøger kolonitiden stadig og sætter spor i menneskers opfattelse af hinanden og af sig selv. De væsentligste teoretikere bag postkolonialismen oplever kolonialismen på egen krop, men også de spor, den sætter i den oprindelige folks selvforståelse. |
Klik her for at redigere.
|
Klik her for at redigere.
|
Den postkoloniale læsning afdækker forskellige typer af dominansforhold mellem undertrykkeren og den undertrykte
Opdateret 18. december 2020 Copyright Jan Aasbjerg Petersen |
Klik her for at redigere.
|