|
Typisk indgår læseren én kontrakt med en udgivelse: Fiktion eller biografi Dobbeltkontrakten - både en kontrakt om, at en udgivelse er fiktion, og en kontrakt om, at udgivelsen er biografisk Læseren skal forblive i en uafgørlig tilstand - det er ikke muligt at afgøre, om det er fiktion eller biografi Dobbeltkontrakten slører, hvor udsigelsen ligger: Hos den implicitte fortæller eller den eksplicitte forfatter Et tidsspand er et væsentligt element ved dobbeltkontrakten. |
DobbeltkontraktenDobbeltkontrakten er en særlig type autofiktion, som har det særlige kendetegn, at læseren skal forblive i en usikkerhed og tvivl om, at en udgivelse er fiktion eller biografi.
I sin bog ”Dobbeltkontrakten” tager Poul Behrendt en tendens i nyere litteratur op til behandling. En litteratur, som arbejder med og udfordrer to kontrakter. Når en læser går i gang med at læse en bog, så indgår læseren i det, som Poul Behrendt kalder en kontrakt. Fiktionens kontrakt går på, at alting på de følgende sider er fiktion. En anden kontrakt, som læseren kan indgå med en bog, er, at denne bog er sand. Det er en af de to kontrakter, litteratur historiske set har indgået med deres læsere: Enten er det fiktion, eller også er det sandt. Litteratur med dobbeltkontrakt indgår begge kontrakter: En kontrakt imellem læser og den litteratære udgivelse (f.eks. roman eller digtsamling) om, at udgivelsen er fiktion, og en kontrakt imellem læser og udgivelsen om, at udgivelsen er biografisk. Det betyder, at nogle bøger spiller på at være fiktion og biografisk samtidigt. Det er Behrendts pointe, at læseren skal lade sig forblive i en læsning, der fastholder en uafgørelighed: Som læser skal man netop ikke afgøre, om det er fiktion eller biografisk/sandt. Netop denne uafgørelighed er en æstetisk nyddanelse, mener Behrendt, idet læseren får en langt mere aktiv rolle i læsningen, end set ved tidligere tiders udgivelser. Læseren skal med sin egen aktive indsats ikke kunne afgøre, om det er fiktion eller selvbiografi. Læseren skal hele tiden fastholde, at det er ingen af delene og begge dele samtidigt. Med dobbeltkontrakten etableres et spil imellem et værks implicitte fortæller og den empiriske forfatter. For hos hvem af de to ligger udsagnet henne? I gængs fiktionslitteratur vil udsigelsen ligge hos den implicitte fortæller, som er lagt ind i teksten, og med biografiske romaner er den eksplicitte fortæller netop også den eksplicitte forfatter, og det er hos denne eksplicitte forfatter, at udsigelsen ligger. Men hvad med udgivelser, der indgår en dobbeltkontrakt med læseren? Det er den eksplicitte forfatter, der er med til at skabe dobbeltkontrakten, for uden bevidstheden om den eksplicittes forfatters liv ville en bogs fiktionalitet eller biografisme aldrig blive betvivlet, men samtidig har den eksplicitte forfatter lagt en række fiktive elementer ind, som slører, at bogens udsigelse kan læses som et udsagn fra forfatteren. Erkendelsen af, at en konkret udgivelse indgår en dobbeltkontrakt med læseren, sker forskudt fra den første læsning, mener Poul Behrendt. Der er således et tidsspand fra læseren indgår en fiktionskontrakt med en udgivelse, til at læseren indser, at man også kan indgå en biografisk kontrakt med udgivelsen – eller omvendt; først biografisk kontrakt og efterfølgende en fiktionskontrakt. Dette tidsspand kan forfatteren selv styre (ved at afslører, at roman ikke er biografisk), men andre gange sker det ved et tilfælde. Kilde: Poul Behrendt: Dobbeltkontrakten - en æstetisk nydannelse. Gyldendal, 2006 Opdateret 9. december 2018 Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen |
|