|
Typisk indgår læseren én kontrakt med en udgivelse: Fiktion eller biografi Dobbeltkontrakten - både en kontrakt om, at en udgivelse er fiktion, og en kontrakt om, at udgivelsen er biografisk Læseren skal forblive i en uafgørlig tilstand - det er ikke muligt at afgøre, om det er fiktion eller biografi Dobbeltkontrakten slører, hvor udsigelsen ligger: Hos den implicitte fortæller eller den eksplicitte forfatter Et tidsspand er et væsentligt element ved dobbeltkontrakten. |
DobbeltkontraktenDobbeltkontrakten er en særlig type autofiktion, som har det særlige kendetegn, at læseren skal forblive i en usikkerhed og tvivl, om en udgivelse er fiktion eller biografi.
I sin bog Dobbeltkontrakten (2006) tager Poul Behrendt en tendens, som han mente var særlig karakteristisk i den nyere litteratur. En litteratur, som arbejder med og udfordrer to kontrakter. Når en læser går i gang med at læse en bog, så indgår læseren i en kontrakt. Enten indgår læseren i en fiktionskontrakt, hvor læseren afgør, at alting på de følgende sider er fiktion. En anden kontrakt, som læseren kan indgå med en bog, er, at denne bog er sand. Det er en af de to kontrakter, læsere litteraturhistoriske set har indgået med deres læsere: Enten er det fiktion, eller også er det sandt. Poul Behrendt peger på, at meget af den nyeste litteratur indeholder en dobbeltkontrakt, hvor læseren indgår i begge kontrakter: En kontrakt imellem læser og den litterære udgivelse (f.eks. roman eller digtsamling) om, at udgivelsen er fiktion, men samtidig en kontrakt imellem læser og udgivelsen om, at udgivelsen er biografisk. Det betyder, at nogle bøger spiller på at være fiktion og biografisk samtidigt. Det er Behrendts pointe, at læseren skal lade sig forblive i en læsning, hvor læseren ikke kan afgøre, om det er fiktion eller virkelighed. At læseren ikke kan afgøre forholdet mellem fiktion og virkelighed er ifølge Behrendt en æstetisk nydannelse, idet læseren får en langt mere aktiv rolle i læsningen, end set ved tidligere tiders udgivelser. Læseren skal hele tiden fastholdes i, at det er både fiktion og biografisk samtidigt. Med dobbeltkontrakten etableres et spil imellem et værks implicitte fortæller og den empiriske forfatter. For hos hvem af de to ligger udsagnet henne? I typisk fiktionslitteratur vil udsigelsen ligge hos den implicitte fortæller, som er lagt ind i teksten, og med biografiske romaner er den eksplicitte fortæller netop også den eksplicitte forfatter, og det er hos denne eksplicitte forfatter, at udsigelsen ligger. Men hvad med udgivelser, der indgår en dobbeltkontrakt med læseren? Det er den eksplicitte forfatter, der er med til at skabe dobbeltkontrakten, for uden bevidstheden om den eksplicitte forfatters liv ville en bogs fiktionalitet eller biografisme aldrig blive betvivlet, men samtidig har den eksplicitte forfatter lagt en række fiktive elementer ind, som slører, at bogens udsigelse kan læses som et udsagn fra forfatteren. Erkendelsen af, at en konkret udgivelse indgår en dobbeltkontrakt med læseren, sker forskudt fra den første læsning, mener Poul Behrendt. Der er således et tidsspand fra læseren indgår en fiktionskontrakt med en udgivelse, til at læseren indser, at man også kan indgå en biografisk kontrakt med udgivelsen – eller omvendt; først biografisk kontrakt og efterfølgende en fiktionskontrakt. Dette tidsspand kan forfatteren selv styre (ved at afsløre, at roman ikke er biografisk), men andre gange sker det ved et tilfælde. Kilde: Poul Behrendt: Dobbeltkontrakten - en æstetisk nydannelse. Gyldendal, 2006 Opdateret 9. december 2018 Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen |
Your browser does not support viewing this document. Click here to download the document.
|