Toulmins argumentationsmodel
En oversigt over modellen
|
Påstand: Det, afsenderen ønsker at modtageren skal overbevises om Belæg: Argumentet for, at påstanden. Det kan være data Hjemmel: Den grundopfattelse, som binder påstand og argumentet sammen Rygdækning: Understøttelse af hjemmelen Styrkemarkør: Ord, der viser, hvor stærkt afsenderen mener sin påstand Gendrivelse: At tage forbehold for modargumenter |
|
Hvornår kan du anvende Toulmins argumentationsmodel? En simple måde at afdække hjemmelen på En afdækning af hjemmelen, som ser hjemmelen som udtryk for noget mere abstrakt, alment gældende. Hjemmelen er grundantagelser og grundprincipper, som skaber sammenhæng mellem belæg og påstand |
Forklaring af modellen Stephen Toulmin har udarbejdet en model for, hvordan det gode argument er bygget op. Toulmins model er god til analyser af simple argumentationer. Den er derfor god til analyse af udtalelser i tv-interviews, reklamer, korte nyhedsartikler, SMS’er, facebookopdateringer og lignende kortfattede tekster. Den kan også bruges, når man skal ned i enkelte og centrale argumenter i en længere og mere kompleks argumentation, som i et debatindlæg, tale, længere diskussioner på Facebook og lignende.
Toulmins model er bygget op omkring tre grundlæggende og tre supplerende elementer. De grundlæggende vil altid være til stede i en argumentation, hvorimod de tre supplerende elementer kan optræde i en argumentation. Toulmins grundlæggende model Toulmins sætter påstand over for hjemmel. Påstanden er det, man ønsker at overbevise sin modtager om, og belægget er argumenterne for påstanden. Toulmin mener, at der desuden er en hjemmel, som er den mørtel, der binder påstand og belægget sammen. 
Hjemmelen kan findes på to måder. Den simple, konkrete måde er at afdække hjemmelen som sammenhængen mellem påstand og belæg: “hvis x, så også y." Her sætter man blot påstanden og belægget ind på henholdsvis y og x' pladser. "Løslad mig, og lad mig tage hjem, for jeg har ikke begået mord." Påstand: Løslad mig og lad mig tage hjem Belæg: Jeg har ikke begået mord Hjemmel: Hvis jeg ikke har begået et mord (påstand x), så kan jeg løslades (belæg y). Den anden måde af afdække hjemmelen på er at finde ud af, hvilket princip eller forestilling belægget og påstanden bygger på. Dette er mere abstrakt end blot "hvis x, så y". Den simple og konkrete hjemmel gør, at hjemmelen kun kan siges at være gældende for netop det ene argument. Den mere abstrakte hjemmel er et udtryk for generelle principper og forestillinger, der kunne bruges i forbindelse med mange andre argumenter. En måde at gøre det mere generelt ved er at udskifte 'jeg' med 'man': "Løslad mig og lad mig tage hjem, for jeg har ikke begået mord." Påstand: Løslad mig og lad mig tage hjem Belæg: Jeg har ikke begået mord Hjemmel: Hvis man ikke har begået et mord, skal man løslades. Herved bliver det et udtryk for noget mere generelt, idet det ikke kun gælder for 'jeg', men for alle - 'man'. Men man kan gøre det endnu mere generelt ved at tænke det konkrete ind i et semantisk felt: Hjemmel: Hvis man ikke har begået noget kriminelt, så kan man ikke tilbageholdes. Her bliver hjemmelen et udtryk for noget mere abstrakt, idet det ikke kun gælder mord, men alle former for kriminalitet, og derved bliver det et grundlæggende princip. Man kan faktisk sætte hjemmelen til "at man ikke tilbageholder uskyldige", og her er hjemmelen så endnu mere generel. På denne måde kan hjemmelen siges at illustrere den grundlæggende antagelse, man har - for eksempel at man ikke tilbageholder uskyldige. Hjemmelen kan derfor forstås som den grundlæggende præmisse, forestilling, generelle princip, som afsenderen mener er generelt gældende og derfor anvender som fundament for sin argumentation. Da hjemmelen typisk er hentet fra grundlæggende principper eller logiske forestillinger, så er det sjældent, at afsenderen henviser til dem direkte i sin argumentation, og derfor er hjemmelen typisk implicit til stede i argumentationen. Hjemmelen er særlig vigtig at afdække, når man indgår i en diskussion. Fordi hjemmelen udgør fundamentet for argumentet, så er det her, man kan sætte ind, hvis man skal modargumentere. Spørgsmålet er, om man kan tilslutte sig den generelle forestilling, som argumentet bygger på? Her er et eksempel fra avisen MetroExpress internetside den 23. januar 2013 "Ny forskning: Facebook gør dig misundelig og utilfreds En ny tysk undersøgelser viser, at godt en tredjedel føler misundelse efter en tur på Facebook. Forskerne hævder, at misundelse skabt på Facebook har en negativ effekt på folks glæde." Påstanden er klar og står øverst, som det er typisk for nyhedsartikler jf. nyhedstrekanten: Facebook gør dig misundelig og utilfreds. Herefter kommer belægget: Tysk undersøgelse viser, at godt en tredjedel føler misundelse efter at have været på Facebook. Den simple hjemmel er derfor, hvis en tredjedel af en gruppe interviewede i en undersøgelse siger, at de har følt misundelse efter at have været på Facebook, så gør Facebook dig misundelig. Det er ganske interessant på flere punkter. To tredjedele bliver ifølge undersøgelsen ikke misundelige efter at have været på Facebook. Kan man så slutte sig til, at du også bliver misundelig? Der er 66% sandsynlighed for, at du ikke gør. En anden ting er, hvor længe misundelsen varer. Ét er at føle misundelse lige efter at have været på Facebook, men noget andet er at være misundelig som en generel egenskab. At undersøge hjemmelen gør det tydeligt, at MetroExpress’ journalist har fremstillet en påstand, som der ikke er et belæg for. Argumentationen falder til jorden, og der er ikke hold i påstanden. Toulmins udvidede model
Stephen Toulmin går videre i sin beskrivelse af den gode argumentation. For hvad nu, hvis modtageren ikke er enig i hjemmelen? Så falder argumentationen til jorden.
For at sikre sin hjemmel kan afsenderen anvende en rygdækning, som kan være dokumentation for hjemmelen, men ikke for påstanden i sig selv (det ville være et belæg). Det vil typisk være forskningsresultater, undersøgelser, dokumenter eller lignende, men det kan også være erfaring. Når man anvender Toulmins udvidede model, skal man derfor være opmærksom på, om en videnskabelig undersøgelse eller en mange års erfaring anvendes som et belæg for påstanden eller som rygdækning for hjemmelen. I det ovenstående eksempel fra MetroExpress kan man sige, at den tyske undersøgelse blot udgør belægget for påstanden. Påstanden er: Facebook gør dig misundelig og utilfreds. Belægget: Godt en tredjedel føler misundelse efter at have været på Facebook (den tyske undersøgelse er blot kilden). Hjemmelen er derfor, hvis en undersøgelse fastlægger, at en når tredjedel siger, at de har følt misundelse efter at have været på Facebook, så bliver du også misundelig af at være på Facebook. En rygdækning vil kunne koncentrere sig om, hvorvidt undersøgelsen har ret, og om den er til at stole på. Den er fundamentet for hjemmelen, og derfor kan man kun afvise hjemmelen, hvis man afviser rygdækningen. Gendrivelse er et andet element i Toulmins model, og det begreb betegner de formuleringer, hvor afsenderen forsøger at tage forbehold for en modparts synspunkt. Gendrivelse finder man således i, at afsenderen i sin argumentation allerede har inddraget en modparts synspunkt og herefter på forhånd argumenterer imod synspunktet – som ikke er afsendt af andre end afsenderen selv. Det finder vi i nedenstående eksempel. "Og så vil kritiske røster sikkert sige, at når regeringen vil skære lidt i alle studerendes SU for at kunne give nogle andre studerende noget mere i SU, så ser regeringen bort fra princippet om lige ret og mulighed for uddannelse. Der vil jeg bare sige, at vi blot giver de studerende, der er ekstra arbejdsomme og gør sig færdige på normeret tid, en lille ekstra håndsrækning, fordi de med fastholdelsen af SU er fri for at skulle tage arbejde ved siden af deres studie." Påstanden: Vi giver de studerende, der gør sig færdige på normeret tid, en håndsrækning Belæg: De har ikke behov for at tage arbejde ved siden af studiet Hjemmel: Man behøver ikke at tage arbejde ved siden af studiet, hvis SU'en er høj nok Gendrivelse: Kritiske røster vil sikkert sige, at regeringen ser bort fra princippet om lige ret og mulighed for uddannelse. Gendrivelsen er knyttet an til påstanden, idet det typisk er påstanden, man gendriver. Det sidste element i Toulmins model er styrkemarkører. Styrkemarkører er et udtryk for, hvor meget styrke afsenderen lægger i sin argumentation for påstanden. Det kan ses ud fra nogle sproglige formuleringer, såsom ‘helt sikkert’, ‘nogenlunde’, ‘lidt i tvivl om’ og mange andre typer af formuleringer, der illustrerer styrken i argumentationen - hvor sikker er afsenderen på sin påstand? Styrkemarkøren er således også knyttet til påstanden i modellen. Opdateret 27. august 2019 Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen |
|