Sproglig analyse > Grundbegreber til stilistisk analyse > Stilistik - Denotation og konnotation
|
Denotation er et ords grundbetydning Konnotation er ordets medbetydning ikke alle ord er knyttet til en konnotation Billedsprog anvender ords denotation til at skabe konnotationer, idet ordet optræder i en anden sammenhæng, end de normalt anvendes i. Konnotationen afgøres af den kontekst, et ord anvendes i. |
Denotation og konnotationAlle ord har en grundbetydning (en denotation), og en hel del ord har også en med-betydning (konnotation). Et ords denotation er at finde i en ordbog. En ’køter’ har således grundbetydningen 'hund'. Men det har også en med-betydning - en konnotation: Det er en større hund, som er lidt bidsk eller uopdragen. Denne med-betydning, ordets konnotation, er forbundet med en værdiladning, som kan være positiv eller negativ. Hvor denotationen altid er neutral, så er konnotationen negativ eller positiv.
Ordet ’hund’ har i sig selv en grundbetydning, men ordet har ikke en konnotation knyttet til sig, idet ordet ’hund’ er neutralt. Men ordet er kun neutralt, når det skal betegne menneskets bedste ven. Kalder man et menneske for 'hund', så er denotationen af ordet ’menneske’, men det er knyttet til en konnotation om et menneske, der lever uden regler, er primitivt, omstrejfende på gaden. Så et ord kan have en konnotation, når det bruges til at beskrive noget andet end det, ordet beskriver i sin grundbetydning, i denotationen. Når man danner billedsprog, anvender man netop denne mulighed for at tilknytte en med-betydning. ’Hund’ kan også bruges i en sætning som ’han er en hund efter hende’, hvor 'hund' bruges som en metafor og giver et billede af, at han har tungen ud af munden og lidt for åbenlyst er vild med pigen. Så konnotationen afhænger i høj grad af den kontekst (sammenhæng), ordet indgår i. Senest opdateret 3. oktober 2016 Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen |