|
|
|
Sproglig analyse > Argumentation > Retoriske virkemidler
|
Analysen af retoriske virkemidler bør fokusere på de virkemidler, der er karakteristiske for teksten |
Retoriske virkemidlerEn afsender anvender ikke blot argumenter eller forsøger at overbevise ved brug af appelformer. Afsenderen kan også ved sin sproglige stil appellere til sin modtager og forsøge at overbevise. Så ved den sproglige stil kan afsenderen således få etos, men kan også appellere til logos eller patos. Derfor er det også væsentligt at arbejde med retoriske virkemidler, som er en fællesbetegnelse for forskellige sproglige virkemidler, en taler anvender i sin retorik for at overbevise sin modtager.
Nogle af de retoriske virkemidler er begreber, der karakteriserer nogle overordnede og generelle kendetegn for en tekst, men der er også små sproglige kneb, der kun anvendes i en enkelt sekvens. Disse forskellige former for retoriske virkemidler vil du blive introduceret for i det følgende. Der er i høj grad tale om en oversigt, så du lærer nok ikke meget ved at læse oversigten grundigt igennem. Bedre er det at anvende den som idéer til dine egne taler, hvor du selv forsøger dig med at anvende de retoriske virkemidler, men brug den også, når du skal analysere de retoriske virkemidler i en tekst. Når du analyserer en tekst for dets indhold af retoriske virkemidler, så er det vigtigt, at du ikke opregner alle former for retoriske virkemidler, men finder dem, der er karakteristiske for teksten, og som er anvendt på centrale steder i teksten (ved væsentlige og vægtige argumenter eksempelvis). Generelle stilistik De følgende begreber kan anvendes som overordnede begreber for en teksts stilistik. Humor Høj stil: Et begreb, man anvender om tekster, hvor sproget er karakteriseret ved lange sætninger, lange ord, mange fremmedord, tekniske begreber og fagtermer. Lav stil: Et begreb, man anvender om tekster, hvor sproget er karakteriseret ved korte sætninger, små ord, brug af talesprog, jargon og bandeord. Talesprog: Anvendelse af ord og fraser, der findes i talesprog. Det kan være ord som 'meget', 'han er virkelig dygtig', 'en super fed bil', 'det er swag' eller talesproglige synonymer som eksempelvis 'tan' for hudkulør. Ordspil: At lege med ord og deres betydning, som eksempelvis 'For jeg er ligesom bowling - du ved at jeg tager kegler' (Malk De Koijn). Parataktisk sætningsopbygning: Begrebet dækker over en sætningsstruktur, hvor sætningerne er sideordnede med hinanden. Derfor bruges hyppigt konjunktionerne 'og' og 'men' imellem sætningerne. Oftest er en parataktisk sætningsopbygning knyttet til lavstil og talesprog. Eksempel på parataktisk sætningsopbygning: "En mand kommer kørende, og det er onsdag aften, men det er ikke særligt sent på aftenen, og nu står manden ud ad sin bil." Sætningerne er sideordnede med hinanden. Hypotaktisk sætningsopbygning: Tekster, der er karakteriseret ved underordnende sætninger og derved anvender konjunktioner såsom 'fordi', 'at', 'der/som', 'da' osv, der indleder ledsætninger. Oftest er den hypotaktiske sætningsbygning knyttet til højstil, og til tekster, der anvender logos som appelform, idet man forsøger at underbygger og finde sammenhænge. Et eksempel: "En mand kom kørende, fordi han skulle hjem fra arbejde, som han havde passet omhyggeligt hele sit liv, for arbejdet var hans identitet". Her er sætningerne underordnet hinanden, så den sidste er underordnet den forudgående, som er underordnet den forudgående, som er underordnet den forudgående. Man kan stille sætningerne op i en trappe. 
Små, sproglige kneb - Figurer Anafor: Gentagelse af frase i begyndelse af en sætning. Kendt er Martin Luther Kings brug af anaforen “I have a dream” og "Let freedom ring", som netop anvendes som det første i en række af sætningerne i talen, som han afholdt i Lincoln Memorial i den amerikanske hovedstad, Washington. Alliteration: Anvendelse af samme ordlyd i konsonanter i følgende ord, eksempelvis i begyndelsen af ordet. (også kaldet bogstavrim). Eksempel: “Purpurn blodig blåner billardplan” (her gentages ‘b’ og ‘p’, som har næsten samme lyd). Assonans: Anvendelse af samme ordlyd i vokaler i ord, der følger hinanden. Eksempel: vi skal tage i haven i disse dage Antitese: Når afsenderen benytter sig af dette retoriske virkemiddel, sætter afsenderen et modsætningspar over for hinanden, eksempelvis den tidligere regering og den nye regeringen. Det er altså en form for sammenligning, hvor afsenderen ikke blot sammenligner, men netop skaber et modsætningspar. Epifor: Gentagelse af samme frase i slutning af flere sætninger. Det benytter Martin Luther King faktisk også i sin velkendte tale (I have a dream today). Hyperbel: Overdrivelse i sin argumentation eller at køre et synspunkt (eventuelt en andens persons synspunkt) ud i det absurde og urealistiske. Interjektioner: Betegnelse for udråb så som “Åh” eller “Nøj”, knyttet til talesprog, men det kan også findes i skriftsprog, hvor anvendelsen af sådanne interjektioner vil være et tegn på lav stil. Ironi: At sige ét og mene det modsatte. Kiasme: Afsenderen bytter forskellige dele af en sætning rundt i den følgende sætning. Eksempel: Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land. Litote: Underdrivelse, der har noget humoristisk over sig. Eksempel: Da fiskeren vinder 1.000.000 i Lotto: “Det er da dejligt med et par ekstra håndøre”. Pleonasme og tautologi: De to begreber dækker over sproglige fænomener, der er svære at skelne fra hinanden. De dækker begge over former for gentagelser, men forskellen ligger i, at tautologien er et udtryk for anvendelse af synonymer, der siger næsten det samme, så er pleonasmen udtryk for at man anvender et overflødigt ord - at man altså siger det samme. Man kan sige, at pleonasmen er en ‘mislykkedes’ form for tautologi.
Retoriske spørgsmål: At stille et spørgsmål, som ikke behøver at blive besvaret, og som ikke vil blive besvaret. Svaret på det retoriske spørgsmål er nemlig tilsyneladende selvindlysende (set fra afsenderens perspektiv), hvorfor det ikke behøver at blive besvaret. Oftest vil retoriske spørgsmål derfor være knyttet til nogle grundforestilling, nogle umiddelbart ubetvivlelige sandheder, som afsenderen mener, man ikke kan være uenig i. Sarkasme: At underdrive eller at sige ét og mene det modsatte, som i tilfældet med ironien, men afsenderen forsøger at nedgøre en anden, så det får en tone af spydighed over for en anden. Eksempel: Læreren til eleven: "Jamen, selvfølgelig skal du have 12, når du har afleveret en opgave på en halv side." Små, sproglige kneb - Troper Sammenligning: Afsenderen sammenligner ét (realplan eller målområde) med noget andet (billedplan eller kildeområde) for derved at låne betydning fra billedplanet til realplanet (eller kildeområdet til målområdet). Der er altid et 'som' eller et et 'end' som en del af sammenligningen. Eksempel: At få DF til at tage ansvar er som at bede en død om at spise. Metafor: Afsenderen låner noget betydning fra et område (kildeområdet/billedplanet) til at beskrive noget med (målområdet/realplanet). Metafor er typisk et begreb, vi anvender i forbindelse med litterær analyse, men vi kan også benytte det i forbindelse med taler og sagprosa, men her skal begrebet kun anvendes til overraskende metaforer. Se kognitive metaforer. Eksempel: DNA-kæder danser om kræft Kognitive metaforer: Kognitive metaforer er i og for sig et andet begreb for metaforer. Men der er dog alligevel forskelle. Metaforer er typisk overraskende og er et begreb, vi anvender i arbejdet med litteraturen. Her gør metaforerne, at ord indgår og bruges på nye måder, hvorimod kognitive metaforer er metaforer, der ikke har samme overraskende effekt, og hvor modtageren ikke studser over eller bemærker, at der er tale om en metafor. Eksempler: “Vi er nødt til at mandsopdække retssagen” eller "Unges drukorgie i Prag er udtryk for en flugt". "Med familiens sammenbrud og undergravning af kristendommen har socialisterne og de Radikale nedbrudt ethvert fundament, som de unge kunne besinde sig på og hvile sig ved". Metonymi: at nævne en lille del, der henviser til en større sammenhæng; en lille del, der er forbundet med noget andet. Hvor metaforen gør, at billedplanet/kildeområdet ligger uden for realplanet/målområdet og overfører betydning til realplanet, så er metonymien et kneb, hvor man anvender dele af realplanet til at beskrive hele realplanet, eller anvender hele realplanet til at beskrive del af realplanet. Delen står for helheden, eller helheden står for delen. Eksempel: “Danmark er et land, der tager sig af svageste i samfundet” (det er ikke landet Danmark, der gør det, men de folk, der beboer landet. Danmark (helheden) står for delen (danskerne)). Symbol: Et fænomen i en tale er tilstede som konkret fænomen, men kan også forståes som et udtryk for noget andet. Det kræver forståelse af hele talen (helheden) for at delen kan tillægges en symbolsk betydning. Et eksempel er romanen Nordkraft af Jakob Ejersbo, hvor Asgars to hunde er konkrete hunde. De er til stede i roman som hunde. Men de kan også forstås symbolsk og derved tilføres en yderligere betydning, i og med de er udtryk for Asger og Marias forhold, som Hossein ender med at ødelægge (han slår hundene ihjel). Allegori: En kæde af symboler. Det betyder, at der er flere symboler, som er knyttet til hinanden, så elementerne i talen skal forstås som et udtryk for noget andet. Kneb anvendt ved taler - mundtlig fremførelse Kunstpause: Når en afsender holder en pause i sin tale. Oftest betyder det, at et afsnit er afsluttet, og at noget nyt skal begynde, men det er også en mulighed at benytte kunstpausen for at modtage en hyldest (klapsalver). I nogle tilfælde følger kunstpauser efter en særlig betydningsfuld formulering, og kunstpausen er med til at give formuleringen ekstra opmærksomhed og tyngde. Selvafbrydelser eller selvrettelse: Når afsenderen retter sig selv i sin formulering. Oftest er det et bevidst kneb til at styrke fokus på, hvad afsenderen vil sige, og hvor stærkt afsenderen mener det. Eksempel: "Jeg mener. Nej, jeg er overbevist om, at..." Opdateret 18. oktober 2016 Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen |
Martin Luther Kings tale fra 1963. Scroll hen til 12:20 for at høre den kendte anafor - og epifor.
|