|
Litterær analyse > Analyse af noveller - og anden prosa
|
|
Analyse af noveller - og anden prosaNår man skal analysere noveller, er det nyttigt at vide, hvad en novelle er defineret ved. Annemette Hejlsted har i bogen Novellen - teori og analyse (Samfundslitteratur, 2016) defineret novellen, som en fiktiv fortælling, hvor en begivenhed eller en situation sætter spørgsmålstegn ved det, der ellers var normalt og velkendt for den eller de centrale personer. En novelle har et meget begrænset antal personer og er struktureret omkring et enkelt begivenhedsforløb: Novellen omhandler typisk en enkelt central begivenhed, som skaber en forandring eller blot en start på en forandring. I en novelle er karakterne knyttet tæt sammen med begivenheden, idet begivenheden typisk får en mere eller mindre afgørende betydning for en eller flere karakterer. Den transformerer dem. Novellens personer befinder sig typisk i én position i starten af novellen, men den centrale begivenhed skaber en transformation hos en eller flere af personerne, nogle gange blot en grobund for en forandring.
På baggrund af den definition bliver det tydeligt, hvad det metodiske analytiske arbejde kan fokusere på: De centrale personer og begivenhedens indflydelse. Særligt er den person/de personer, som begivenheden forandrer, interessante. Hvad karakteriserer den/de centrale person/personer i novellen begyndelse? Hvori består forandringen - hvad bliver anderledes? Det centrale er derfor næsten altid personerne. Typisk er konflikter eller modsætninger centrale; det er demoer skaber eller viser forandringerne. Nogle gange er miljøet også væsentligst at forholde sig analytisk til. Udsagnet kan forstås som det livsbillede eller den tematik, teksten etablerer. Hvilken overordnet pointe og livsbillede præsenterer teksten? Nykritikkens tekstanalytiske arbejde udfoldes typisk ved en lagmodel, hvor det nederste lag giver baggrund for pointer på det mellemste lag, hvor man finder personkarakteristik, miljøkarakteristik og modsætninger og konflikter. Dette lag peger på det overordnede niveau: tematikken eller udsagnet. Det er også på dette niveau, at fortællerholdningen placeres, eksempelvis når vi arbejder med noveller, der har en implicit fortæller (mere herom nedenfor). Nedenfor følger en model, der viser de forskellige lag, og hvad de indeholder. Det er selvfølge væsentligt, at man kun analyserer på de dele af modellen, der har en betydning for tekstens udsagn. Spiller miljøet ikke en væsentlig rolle for tekstens udsagn, er der ingen grund til at arbejde analytisk med det. Vælg derfor de områder af modellen ud, som er væsentlige for at vise, hvad tekstens udsagn er, og hvordan udsagnet etableres. Under modellen følger en udfoldelse af de vigtigste elementer. |
ANalysemodel til analyse af noveller
|
|
|
|
Fortællerforhold Den implicitte fortæller Typer af 3.personfortællere Synsvinkel hos fortælleren Tidsvinkler Forskel på flash back og bagudsyn Fremstillingen |
Fortællertypen i prosaFortælleren er den instans, der fortæller handlingen. Fortælleren kan afkodes ved at se, hvorfra der fortælles. Er det et jeg, der fortæller, er der tale om en jegfortæller.
Jegfortæller. 1.person-fortæller. Fortælleren kan være troværdig eller utroværdig. Fordi jegfortællerens gengiver handlingen oplever vi handlingen fra jegfortællerens synsvinkel, og det betyder, at handlingen er farvet af jegfortællerens oplevelse. Vi kan derfor ofte karakterisere jegfortælleren og analysere på, hvordan jegfortællerens oplever en handling. Jegfortælleren kan være utroværdig . I nogle tekster er det centralt at jegfortællerens lyver for os - og så bliver det væsentligt for det analytiske arbejde at få afsløret fortælleren. Når en jegfortæller bliver fanget i at være utroværdig, er det fordi en implicit fortæller afslører jegfortælleren. implicitte fortæller: Den implicitte fortæller er hverken forfatteren eller tekstens eksplicitte fortæller. Men det er den stemme/holdning, der skaber det lys/den stemning, teksten læses i. Den implicitte fortæller styrer og bestemmer, hvad personerne gør og hvorfor, og den styrer også, hvad den eksplicitte fortæller skal fortælle. I filmen "Forrest Gump" er der en 1.personfortæller, men det er filmens implicitte fortæller, der afslører over for seeren, at der ikke er hold i Forrest Gumps udlægning af hans egen livshistorie - dele af den er ren fantasi. Forrest Gump fortæller det os ikke selv, men filmen fortæller os, at det er fantasi, idet den appellerer til seeren om at sammenholde Forrest Gumps fortælling med virkeligheden og derved afslører Forrest Gump som utroværdig (men et sødt og rart menneske). Med 3.personfortæller gengives handlingen af en fortællerinstans, som ikke selv er en del af handlingen, sådan som jegfortællerens er. 3. personfortælleren kan identificeres ved, at personer gengives med 'han', 'hun', 'de' - altså i 3. person. Der findes forskellige former for 3.personfortæller, og forskellen mellem dem er, hvor meget information fortælleren giver læseren adgang til. Den observerende 3. personfortæller har en objektiv gengivelse af begivenheder med et udefra syn. Det betyder, at fortælleren er som et kamera, som blot optager handlingen, og derfor får læseren ikke adgang til personers tanker, men blot deres handlinger. Den alvidende 3. personfortæller giver læseren indblik i personers tanker, og deres fortid - og måske endda fremtid. Det er altså en fortæller, der giver læseren en masse information om personerne, som den observerende fortæller ikke giver adgang til. Den personbunden 3. personfortæller er en fortæller, der giver adgang til en enkelt persons tanker. Den ligner jegfortællerens synsvinklen, men det er ikke personen selv, der fortæller (som en jegfortæller), men en fortæller uden for personen, som fortæller om personen ude fra i form af 'han' eller 'hun'. Fortællerens synsvinkel beskriver, hvor meget adgang fortælleren har til personerne. Har fortælleren adgang til tanker og følelser hos personer i teksten, er der tale om, at fortælleren har et indvendigt syn. Det kan jegfortælleren, 3. person alvidende og 3.person personbundne fortæller have. Modsætning er udvendigt syn hvor fortælleren kun begiver det, der kan ses med det blotte øje. En 3.person observerende fortæller har typisk kun et udvendigt syn. Og jegfortælleren har oftest også kun et udvendigt syn på andre. Den forskellige typer af fortællere har også forskellige muligheder for tidsvinkler i teksten. En fortæller kan anvende flash backs for fortælle om ting, der lægger forud for den tid, der fortælles fra. Modsat kan fortælleren også have flash forwards og kan forudgribe noget, som ikke sker i handlingens nu. Ved anvendelse af medsyn beretter fortælleren blot det, der sker, mens det sker, mens en gengivelse af en handling, der er forgået og ligger tilbage i tiden i forhold til nu, er fortalt med bagudsyn. Forskellen på at anvende bagudsyn og flash backs er, at flash backs er korte glimt tilbage i tiden i forhold til nu, som fortælles med medsyn, mens der er tale om bagudsyn, når hele eller store dele af fortællingen fortælles efter handlingen er afsluttet. Det er typisk for den 3.person observerende fortælle kun at anvende medsyn. Fremstillings tid, form og kompositionDer gives to overordnede kategorier til en karakteristik af fremstillingen. Den panoramiske fremstilling og den sceniske fremstilling. Afgørende for forståelse af de to typer af fremstilling er en forståelse af forholdet mellem fortalt tid og fortælletid. Fortalt tid er den tid, en handlingen i en fortælling strækker sig over. Fortælletid er den tid, der tager at fortælle handlingen. Hvis man fortæller en historie, der strækker sig over et tidsspand på fire år (fortalt tid), og det kun tager tre minutter at fortælle historien (fortælletid), så er der i teksten et højt tempo, og man når ikke ned i så mange detaljer, men får peget på nogle hovedtræk. I sådan et tilfælde er der tale om en panoramisk fremstilling. Som et kamera panorere man over et tidsforløb, og der er ikke tid til, at man dvæler ved detaljer, får beskrevet omgivelser og stemninger eller gengivet dialoger grundigt. Man får et overblik over en udvikling med nogle enkelte nedslag i forløbet, som spiller en særlig rolle.
Modsat er den sceniske fremstilling præget af et lavt fortælletempo, idet den fortalte tid er nærmere fortælletiden, og man kan også komme ud for, at det tager længere tid at fortælle historien (fortælletid) end det tidsrum, som handlingen udspiller sig i (fortalt tid). Læseren møder en konkret scene som i en film eller et drama, og præsenteres for beskrivelser af omgivelser, påklædning, lyde og/eller dufte, og dialogerne mellem personerne gengives, så alt kommer med. Og al det tager tid at fortælle. Komposition
Gengivelse af dialog
Fortællerkommentarer: Fortælleren dukker frem i fortællingen og kommer med sine egne kommentarer Kilder: Annemette Hejlsted: Novellen - teori og analyse (Samfundslitteratur, 2016) Morten Nøjgaard: Det litterære værk (Odense Universitetsforlag, 1995) Opdateret 24. juli 2019 Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen |