Medieanalyse > Dokumentarfilm (Bill Nichols) > Analyse af dokumentarfilm
Analyse af dokumentarfilm |
|
Filmens overordnede udsagn/hovedpåstanden Filmens perspektiv på eller forslag til virkeligheden |
|
Argumentationen (inventio) - både den visuelle argumentation (data, statistik, breve) og den verbale argumentation (hvad parter siger). Undersøgelse af, om det er valide, autentiske argumenter, eller om det er invalide, fiktionaliserede argumenter - og hvilke appelformer de fiktionaliserede argumenter anvender. |
Filmens komposition (dispositio og memoria) Herunder se på åbningen, afklaringen, konkret argumentation, gendrivelse og opsummering/konklusion. Desuden sammenhænge mellem forskellige scener. Interviewpersoners nonverbale sprog (actio) |
Filmiske virkemidler (elucotio)
|
Billedkomposition
Dybde: for- mellem og baggrund Linjer: vertikal, horisontal, diagonal Perspektiv: fugl, frø eller normal Beskæring: supertotal til ultranær Kamerabevægelser: håndholdt, panorering, tiltning Lys og farvevalg |
Lyd Asynkron/synkron/effektldy |
|
Dokumentarfilmsanalysen har som sit overordnede fokus at afdække filmens særlige perspektiv på virkeligheden. Inventio - denne del af analysen afdækker filmens argumentation/dokumentation. Nogle beviser er valide uden for teksten - andre er ikke. |
Til at afdække, hvordan filmens stemme etableres, anvender Bill Nichols den klassiske retoriks anskuelse af retorikkens fem faser, som er fremsat af Cicero: inventio, dipositio, elocutio, memoria, actio. At Bill Nichols anskuer dokumentarfilmsanalysen ud fra den klassiske retorik, gør det klart, at Bill Nichols opfatter dokumentarfilm som en form for argumentation, men ikke argumentation i gængs forstand, som man møder den i en argumentationsanalyse. Han bygger sit arbejde med dokumentarfilm på sin defintion, så analysen af dokumentarfilm har som sigte at afdække filmens særlige perspektiv på eller forslag til ændring i virkeligheden. Man kan derfor i høj grad tale om filmens udsagn, livsbillede (som i den litterære nykritik) eller perspektiv, og selvom Bill Nichols anvender begreber fra retorikken i sin analytiske vinkel på film, så skal man altså ikke opfatte den analytiske vinkel som en argumentationsanalyse, men som en analytisk vinkel, hvor man afdækker filmens måde at fremstille sit perspektiv på eller forslag til virkeligheden på.
Inventio - at finde argumenter Analysen afdækker filmens argumentation. Altså hvordan filmen argumenterer for sot perspektiv på virkeligheden eller forslag til ændring af virkeligheden. Bill Nicols deler beviser op i faktuelle beviser og falske, opdigtede beviser. Faktuelle beviser er vidner, dokumenter (inklusive arkivfotos), bekendelser, fysiske beviser såsom DNA og lignende beviser. Disse beviser er de former for beviser, som en instruktør ikke selv kan fremstille, og de er således valide beviser, som eksisterer uden for filmens univers. Disse kunne man kalde autentiske beviser. Men de kan fortolkes og anvendes af instruktøren til at underbygge netop den påstand eller det udsagn, som instruktøren ønsker. Falske og opdigtede beviser er beviser, som ikke er valide uden for filmens ramme, men som i filmen bliver tillagt indtryk af, at der er tale om egentlige beviser. Disse kunne man kalde fiktionaliserede beviser. Bill Nichols anvender Aristoteles’ tre appelformer til at beskrive, hvorledes instruktøren forsøger at overbevise publikum om disse falske bevisers validitet. Etos: der gives et indtryk af, at instruktøren, vidner eller autoriteter besidder god moral eller troværdighed, og derfor er de fiktionaliserede beviser værd at tro på. Patos: appel til publikums følelser for at skabe en overbevisning om bevisernes validitet. Logos: give indtryk af, at man beviser sagen ved at anvende logisk ræsonnement. Men der er ikke tale om objektivt valide beviser. Ofte vil der være tale om, at man anvender bider af reelt ræsonnement blandet sammen med et ræsonnement, der egentligt er misvisende, uholdbart eller foregiver at være ægte - altså en blanding af ræsonnement, der er reel og indeholder en sandhedsværdi, og ræsonnement, hvis sandhedsværdi er tvivlsom af forskellige årsager. Typisk ligger en grundlæggende værdi eller overbevisning under ræsonnementerne. En grundlæggende værdi eller overbevisning, som ikke nødvendigvis ekspliciteres, men bevisførelsen støtter den grundlæggende værdi eller overbevisning, og retorik gør bevisførelsen overbevisende. Dispositio - at strukturere Dispositio handler om, hvordan dokumentaren er struktureret. Den klassiske retorik opdeler den gode argumentation i fem dele, og disse fem dele overfører Bill Nichols til dokumentarfilm: - en åbning, der fanger seerens opmærksomhed - en afklaring af, hvad der allerede er sagt om sagen, og som man er enige om, og hvad der stadig er uafklaret. Men det kan også være en udfoldelse af sagen. -et konkret argument fra et perspektiv, der understøtter instruktørens vinkel på sagen - en gendrivelse, der afkræfter forventede indsigelser eller modsatrettede argumenter - en opsummeringen af sagen, som gerne skal påvirke seeren følelsesmæssigt eller overbevise. At anskue strukturen i en dokumentarfilm ud fra retorikkens klassiske struktur kan have sine begrænsninger, for langt de fleste film vil ikke følge denne struktur. Men der er en pointe i at se på, hvordan dokumentarfilmen dokumenterer, argumenterer for sit perspektiv eller forslag, og hvor i filmen elementerne i ovenstående oversigt anvendes. Og underordnet dokumentarfilmens argumentation er en films struktur altid væsentlig at arbejde med; et arbejde med strukturen giver dels et overblik over filmen, dels afslører det, hvordan Instruktørerens brug af struktur fungerer som et virkemiddel til at overbevise seeren. Hvordan arbejder man sig frem i en analyse? Når man analyserer argumenterne i en dokumentarfilm, skal man først fastlægge det perspektiv eller det forslag til virkeligheden, som filmen fremlægger. Det er derudfra, at man skal arbejde med strukturen for dokumentationen, argumentationen - den måde, argumenterne for det overordnede perspektiv struktureres på. Så det er ikke nødvendigvis karakterernes argumentation, men den argumentation, der er for filmens perspektiv på eller forslag til virkeligheden. En karakters verbale argumentation kan selvfølgelig indgå som en dokumentation for filmens perspektiv eller forslag, men fokus i analysen skal være på at afdække argumentationen for filmens perspektiv på eller forslag til virkeligheden. Elucotio - stil Kameravinkler, belysning, klipning, billedbeskæring og andre filmiske virkemidler er værktøjer, som instruktøren anvender i sin henvendelse til seeren, og anvendelsen af disse filmiske virkemidler vidner om, at instruktøren ikke henvender sig til seeren på en ren faktuel facon, men forsøger at overbevise ved en udtryksfuld, retorisk og/eller poetisk facon. Memoria - at huske Hvor memoria i den klassiske retorik handler om at have memoreret sin argumentation, for at man kan levere den spontant, så er det ikke tilfældet med dokumentarfilm. Bill Nichols fastholder dog memoria som en del af dokumentarfilmen. Dels er dokumentarfilm en sikring af, at vi ihukommer, hvad der er sket og sagt. Dokumentarfilm er derfor en kilde til at minde os om, hvad der er sket. Desuden anvender og aktiverer seeren sin egen hukommelse og forforståelse, når seeren ser dokumentarfilmen, men også inden for filmens egen struktur påkaldes hukommelsen også, idet vi husker scener fra tidligere dele af filmen, efterhånden som vi kommer længere ind i filmen, og her vil tidligere scener give senere scener mere betydning, og senere scener vil sende betydning tilbage til foregående scener, som vi husker. Memoria har i sig selv ikke nogle egentligt anvendelse som et led i et analysearbejde, om end det kan være nyttigt at se på, hvilken diskurs en film taler til, eller hvilken forforståelse en film påkalder. Actio - at levere Ansigtsudtryk og gestik (kropssprog) er non-verbal kommunikation, men er stadig måder at udtrykke sig på, og derfor er det væsentligt at tage i betragtning. Under intereviews er dette tydeligt, og i gestik og ansigtsudtryk ligger der en stærk følelsesmæssig kraft - der ligger en del sprog i det ikke-sproglige. Smiler personen? Eller er der gråd? Den non-verbale kommunikation er også et led i en overbevisende argumentation. Opdateret: 23. november 2020 Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen
|